Pr. 1. februar overtager Region Syddanmark selv ansvaret for lægevagten kl. 23:00 – 08:00 alle dage. Det kaldes Natlægevagten.
Tolkemyndigheden og Region Syddanmark har aftalt en ordning, så ændringen ikke berører tolkebrugerne. Hvis du har brug for natlægevagten, skal du blot gøre, som du plejer, nemlig kontakte et tolkefirma for at få hjælp til opkaldet.
Region Syddanmark har også en SMS tjeneste på 5454 5969, hvor du selv kan skrive direkte med lægevagten.
Den særlige 112-app til døve kan ikke bruges til natlægevagten. Hvis der er sket en alvorlig ulykke, opstået brand eller sket en forbrydelse, eller der er akut brug for en ambulance, skal du bruge 112-app'en.