Logo
Forside %gt; Tolk til andre områder - sektoransvar

Tolk til andre områder - sektoransvar

Vælg video
  • Tolk til andre områder - sektoransvar
  • Tolkemyndigheden behandler kun ansøgninger om tolk til sociale aktiviteter.

    Hvilke aktiviteter er bestemt af loven og de tilhørende bekendtgørelser (klik i venstre side under "Lovgrundlag").

    Der er mange andre områder, hvor du også kan have brug for tolk.

    Her vil vi prøve at give dig et overblik over, hvor du skal henvende dig, når du har behov for tolk til andre aktiviteter.

    Generelt

    Alle offentlige myndigheder har efter Forvaltningslovens § 7 pligt til at sikre sig, at de kan kommunikere med de borgere, de er i kontakt med. Dette gælder alle offentlige myndigheder, f.eks. kommuner, regionsrådet, kriminalforsorgen, politiet, forsvaret, statsadministrationerne osv.

    Hvis en offentlig myndighed f.eks. inviterer en bestemt kreds af borgere til et møde, skal myndigheden sørge for en tolk. Inviteres der helt åbent til alle borgere (et offentligt møde), skal du derimod have en bevilling til tolk hos Dntm. Et sådan møde vil være omfattet af tidsubegrænset tolkning.

    Kommunale myndigheder

    Når du har behov for at komme i kontakt med kommunen, skal kommunen sørge for, at I kan tale sammen. Det betyder, at kommunen skal vurdere, om der er behov for en tolk. Hvis de vurderer, der er et tolkebehov, skal de sørge for at bestille en tolk. Kommunens forpligtigelse til at sørge for en tolk følger af Forvaltningslovens § 7.

    Hvis du blot skal hente en folder i kommunens information eller aflevere et skema, kan det godt være, at kommunen vurderer, der ikke er behov for en tolk. Men kræver din samtale med kommunen, at du og kommunen skal gå bare lidt dybere, vil der typisk være behov for tolk. Kommunens ansvar for at sikre en tolk gælder på alle de områder, hvor kommunen har ansvaret, dvs. hele det sociale område, dagpasningsområdet, skoler, tekniske forvaltning, kommunale forsyningsselskaber (vand, varme el), jobcenter osv.

    Hvis du skal til møde i dit barns folkeskole, og mødet er arrangeret af skolen (forældremøde, skolekonsultationer, skolebestyrelsesmøder osv.), er det kommunen, der skal sørge for en tolk. Du kontakter skolen og oplyser om dit behov for tolk.

    Skal du til et møde på skolen, som forældrene har arrangeret, f.eks. når forældrerådet i 4. klasse inviterer alle forældre og børn i 4. klasse til sommerfest på skolens legeplads med grillpølser, er der ikke tale om en aktivitet, der er arrangeret af skolen. Her kan du i stedet søge tolkemyndigheden om et bevilling til tolk. Tolkningen vil være omfattet af den tidsubegrænsede tolkning.

    Vælger du at tage med dit barn på 1. skoledag eller at komme på skolen til en forældredag, er der tale om aktiviteter, der nok er arrangeret og indbudt af skolen, men hvor deltagelsen er helt frivillig og alene ment som et tilbud. Kommunen skal da ikke sørge for en tolk. Også dette eksempel er omfattet af tolkemyndigehdens ansvar, og du kan søge os om en bevilling til tolk. Tolkningen vil være omfattet af den tidsubegrænsede tolkning.

    Herudover er nedenstående liste af tilbud, som kommunen yder efter sundhedsloven, undtagelser fra reglen om, at det er kommunen, der skal sørge for tolk:

    • Konsultation hos skolelæge
    • Skoletandpleje
    • Omsorgstandpleje
    • Rygeafvænningskurser
    • Vejledning hos kommunal diætist
    • Deltagelse i ryg- og svømmehold som led i genoptræningsforløb
    • Misbrugsbehandling efter sundhedsloven
    • Når mødregupper mødes uden sundhedsplejersker


    I alle disse tilfælde, er det tolkemyndigheden, du skal ansøge om at få en bevilling på tolk. Skal du f.eks. til møde i din mødregruppe, og sundhedsplejersken ikke deltager, ansøger du tolkemyndigheden om en tolk til mødet. Skal sundhedsplejersken deltage i mødet, er det kommunens ansvar at sikre, at du kan snakke med sundhedsplejersken, og derfor skal kommunen sørge for en tolk.

    Arbejdsmarkedsområdet

    Afgørelser om støtte til handicappede i erhverv træffes af jobcentrene, der har sektoransvar for arbejdsmarkedsområdet.

    Har du behov for at tale med jobcentret om støttemuligheder, skal jobcentret derfor sørge for tolk til samtalen. Jobcentrets forpligtigelse til at sørge for en tolk følger af Forvaltningslovens § 7.

    Er du ledig og tilknyttet et jobcenter, kan du ansøge jobcentret om tolk til støtte for din jobsøgning.

    Hvis du er i job og vil søge andet job og i den forbindelse skal til samtale, er det tolkemyndigheden, du skal søge om tolk. Ligeledes hvis du på din arbejdsplads skal til f.eks. fyraftensmøde, møder i lokal klub eller andet.

    Hvis du er i job, men har problemer med at kommunikere med din chef eller kolleger, er det Jobcentret, du skal kontakte, så I kan finde en løsning.

    Har du behov for at snakke med din A-kasse eller fagforening, skal du kontakte tolkemyndigheden for en tolkebevilling.

    Politi

    Politiet har sektoransvar, når du har brug for kontakt til politiet. Har du brug for at snakke med politiet, skal politiet derfor sørge for en tolk. Det vil være en god ide på forhånd at gøre politiet opmærksom på, at du kommer, og at du har brug for en tolk. Politiets forpligtigelse til at sørge for en tolk følger af Forvaltningslovens § 7.

    Hvis din henvendelse ikke drejer sig om noget politimæssigt, men f.eks. at du vil søge job hos politiet, er det enten Jobcentret eller tolkemyndigheden du skal kontakte alt afhængigt af, om du er arbejdsløs eller i job.

    Det er også politiet, der har ansvar for tolk til køreprøve og teoriprøve. Tolk til teoriundervisning og køreundervisning hører under tolkemyndigheden.

    Sygehuse

    Hvis du bliver indlagt på et sygehus, skal sygehuset sørge for, at personalet kan kommunikere med dig. Når der er samtaler med læger eller f.eks. fysioterapeuter osv., skal sygehuset derfor vurdere, om der er behov for en tolk. Hvis der er behov for en tolk, skal sygehuset sørge for det. Reglen følger også her af Forvaltningslovens § 7.

    Også her er der undtagelser. Du skal er ansøge tolkemyndigheden om en tolk, hvis du skal til

    • Konsultation ved vagtlæge
    • Konsultation ved egen praktiserende læge
    • Konsultation ved speciallæge
    • Konsultation ved øjenlæge og Statens øjenklinik
    • Undersøgelser, screeninger og scanninger hos privat praktiserende speciallæge eller private klinikker/sygehuse. Undersøgelsen skal være bestilt af egen læge, speciallæge eller sygehus. 
    • Tandbehandling ved tandlæge, tandtekniker o. lign.

     

    Uddannelsesområdet

    SU-styrelsen sikrer tolk til alle hørehæmmede, der tager en kompetencegivende uddannelse på f.eks. teknisk skole eller universitet. Det er den enkelte uddannelsesinstitution, der sikrer dig en tolk under uddannelsen. Kontakt derfor uddannelsesinstitutionen.

    Hvis du skal på FVU kursus eller en AVU uddannelse, og det ikke er et led i en jobplan, er det tolkemyndigheden du skal søge om tolk hos. Er forløbet et led i en revalideringsplan eller anden jobplan fra Jobcentret, er det Jobcentret, der sørger for tolk.

    Hvis du deltager på undervisning i aftenskole eller andre kurser, der er oprettet efter Folkeoplysningsloven, er det kursusudbyderen der skal sørge for tolk, og derfor ikke tolkemyndigheden.

     

    Statsforvaltning

    Hvis du skal til samtale i f.eks. Statsforvaltningens familieretsafdeling i forbindelse med skilsmisse eller en sag om samvær med dit barn, skal Statsforvaltningen sørge for en tolk. Du skal huske at gøre Statsforvaltningen opmærksom på dit behov for tolk. Statens forpligtigelse til at sørge for en tolk følger ligeledes af Forvaltningslovens § 7.

    Til toppen af siden
    Senest opdateret 14. apr 2010